Min dagbog fra min indlæggelse....unfiltered

Tirsdag skulle jeg også have været på røntgen afdelingen, men kl 03 vågnede jeg med ondt i maven, jeg ventede en times tid og vækkede så min mor da det ikke blev bedre. Jeg havde virkelig kvalme og følte også jeg skulle på toilettet. Heldigvis havde jeg vækket min mor, for jeg besvimede på toilettet og holdt op med at trække vejret en kort stund. Selv min garvede sygeplejerske mor gik lidt i panik, de ringede efter vagtlægen, hun havde fået lagt mig ned med benene oppe og fået lidt liv i mig igen. Der gik en time og selvom jeg havde det så skidt tænkte jeg ”gode gud send mig ikke på **” jeg kunne slet ikke overskue tanken om at blive indlagt på min praktikafdeling og ligge sammen med de patienter jeg passer og blive undersøgt af de læger der er på afdelingen til hverdag. ”heldigvis” kom jeg på **, vagtlægen ringede efter en ambulance og af sted med mig. Jeg blev først undersøgt af en sød kvindelig læge der kunne se noget væske i mit underliv vha. ultralyd – hun tror det er en bristet ovarie cyste. Graviditet er udelukket allerede, også udenfor livmoderen. Jeg får lagt en venflon og skal faste og observeres. Kl 0645 går lægen og hun oplyser at jeg om lidt bliver kørt ind på en stue og skal have taget blodprøver kl 0730. Kl 0830 ligger jeg der stadig, har fået smertestillende og ligger lidt i dvale og undrer om de har glemt mig. Det har de. Jeg ringer med klokken og sygeplejersken kommer ind på undersøgelsesstuen og ser meget forundret ud. De havde kigget lidt efter mig, men gået udfra at jeg var til undersøgelse. Nå, jeg bliver kørt ind på stue 1 hvor der er 3 andre senge. Nu skal jeg opleve den hvide verden fra en anden dimension. Jeg er febril og har det alment ret skidt. Jeg ligger hele dagen uden rigtig at få besked på noget, jeg faster men kan ikke rigtig forstå hvor de måske skal operere mig. Heldigvis er ******* på afdelingen og jeg får besøg i løbet af dagen, måske er det derfor personalet holder sig lidt væk fra mig. Der kommer en dame ind og tager min temperatur, 38,4, det må vi lige se på. Men det hører jeg ikke mere om foreløbigt. Ved 19 tiden kommer der en læge der er meget flink, han har kigget på mine blodprøver, leukocytterne ligger på 17, han vil undersøge mig. Inde i undersøgelses rummet følges jeg tæt af to ssa damer, en elev og en rigtig. Den rigtige spørge om det er ok at der er en elev med. Den situation kan jeg godt forstå, den er jeg jo selv i til dagligt. Så jeg siger ja. Nu her bagefter ville jeg gerne have sagt nej, undersøgelserne er ret ubehagelige og man ligger mildt sagt blottet og det er i forvejen ret ubehageligt. Havde det ikke været mit praktik sygehus havde det ikke været et problem, men denne elev møder jeg hver uge til undervisning og de ssa’er på min afdeling går i klasse med hende. Det synes jeg ikke er så rart, det kommer lidt for tæt på mig privat. Men sket er sket. Jeg sagde ja og det fortryder jeg nu. Lægen undersøger et godt stykke tid og kommer ikke frem til mere end den læge der undersøgte mig i morges. Han kan måske se tegn på PCO der er en forkortelsen for polycystisk ovarie, hvilket refererer til de mange små cyster som typisk ses når man ultralydsscanner en PCO-æggestok. Man har oftest PCO på begge æggestokke - men nogle kvinder har det kun på den ene. Men ingenting er sikkert. Men der er en masse pus, eller frit væske i underlivet. Det er det jeg nu behandles for, IV antibiotika x 3 indtil videre. I min venflon der virkelig gør ondt. Efter undersøgelsen får jeg lidt suppe efter 28 timer som fastende, da jeg spørger lægen om jeg nu må spise griner han og siger ”ja jeg skal ikke operere dig nogle steder”. Ok. Jeg er dog slet ikke sulten, bare træt og har feber ondt. Min veninde hjælper mig med at komme i bad og putter mig. Jeg er nu alene på stuen og glæder mig til at sove. Jeg har ondt af mig selv da min madrasse føles som asfalt at ligge på. Jeg har ondt i hele kroppen. Kl 01 kommer der en patient ind, hun skal opereres og der er gang i den på stuen indtil ved 4 tiden. Onsdag morgen har jeg det noget bedre, den alment dækkende antibiotika har gjort sit job godt. Madrassen er nu ret behagelig at ligge på. Må have dunket min venflon ind i en masse i nat, den gør stadig ondt. Også denne dag går med at vente. Jeg føler afmagt og har ingen kontrol over situationen. Jeg kan ikke lide at være patient. Jeg er til og med godt stillet, jeg har pårørende der flokkes om mig og ved noget om den hvide verden. Mens jeg ligger på afdelingen er jeg lidt ”flov” over at skulle ringe og spørge til min situation og hvorfor jeg skal vente såå lang tid på det hele. Jeg føler mig hysterisk. Men en lille del af mig føler skuffelse, øv. For personalet på ** er søde og rare, de er der bare ikke så meget. Jeg vil observeres! Lige om lidt betyder netop det. Mit ønske om at komme hjem til min mor blev heldigvis opfyldt, hun fik lov til at give mig IV medicin hjemme og jeg fik orlov. Jeg har brug for at sove.
Da jeg kom hjem skete der noget, alle de spørgsmål jeg har haft i hovedet blev besvaret. Af internettet! Der er ikke noget at sige til at patienter bruger det til at undersøge alle mulige symptomer, her får man svar – om end ikke de rigtige, man får et svar på hvad det kan være, hvad man skal forholde sig til, måske. Alting med underlivet er med fare for at ikke kunne få børn. Det lå jeg og tænkte på meget længe inden jeg faldt i søvn. Jeg må i gang med det samme og se om jeg kan producere. Jeg havde allerede adopteret et barn i mine tanker. Jeg mødte på afdelingen til blodprøver kl 07 15– de kom 0830. Denne dag var den værste selvom jeg havde det godt igen. Mine tanker om barnløshed kører rundt i hovedet på mig og jeg er ked af det indeni. En pige på min alder møder ind i stuen, sygeplejersken går i gang med at forklare hvad der skal ske. Hun skal have en medicinsk abort – i sengen overfor mig – hun (og resten af stuen) får forklaret hvordan det foregår. Medicinen lægges op i skeden og om en lille time vil du kunne mærke at det begynder at spænde og du vil begynde at bløde. Noget de fleste nok ikke ved er at lamperne i loftet på stuen fungerer som et spejl. Jeg kiggede væk da jeg opdagede det, men ellers havde jeg kunne få det visuelle med også. Det blev for meget for mig. Jeg blev samtidigt kaldt ned på kontoret og skulle udskrives, jeg brød sammen hos lægen. Følelserne var oppe at vende efter denne skrækkelige oplevelse. jeg blev udskrevet med antibiotika til Tirsdag. Jeg kunne ikke blive hentet før en time senere, men afdelingen kunne jeg ikke blive på et sekund til. Jeg gik over på skolen. Her mødte jeg ****** der kun behøvede at kigge på mig så brød jeg sammen.
Der er så mange tanker der vender sig hos mig, føler alle patienter som mig? Kan jeg bare ikke finde ud af at være patient? Og er det ok at tro at man kan passe andre i den situation når man selv ved hvor magtesløst det er at være patient? Skal man føle sig underdanig når man er patient? Er det naivt at tro at jeg kan opretholde evnen til at udføre god sygepleje og tænke etisk korrekt efter mange år i faget?
Jeg tror at mange patienter ikke får stillede de spørgsmål de ligger inde med, ligger man på en stue med 3 andre er det svært at åbne sig. Det er vigtigt at blive ved at spørge ”Hvordan har du det?” – ”er der noget du er bange for?”
Det psykiske aspekt af det at være patient skal virkelig op prioriteres.

I dag var jeg tilbage i praktik og talte en del med ***** om det hele. Det var rart at få det vendt
Dette er min dagbog som patient – skrevet så jeg kan huske hvad der skete. Jeg håber på at kunne arbejde videre med de tanker der er opstået – jeg tror jeg kan vende det til noget godt, jeg har set den hvide verden med patient øjne og det er ikke altid kønt. Men så længe man stiller de her spørgsmål og arbejder videre med sig selv kan det vel ikke gå helt galt. Jeg vender tilbage når jeg har fået det hele lidt på afstand og gennemgået de sidste undersøgelser