en historie

Nu har jeg fået endnu en historie - Velkommen til Katja. En rigtig fin detaljeret historie om det lange forløb der indtil videre ikke har båret frugt. men vi krydser fingre og sender god karma til Katja fra nu af synes jeg.....

Vores forløb i ord...
I sommeren 2005 flyttede mig og min kæreste ind i en ny større bolig, og jeg kunne mærke at det her nye sted kunne danne rammerne for vores fremtid mange år frem, her var sagtens plads til et barn også på trods af den kun er på 2 værelser. Jeg var egentlig selv på et stadie af mit liv hvor børn ikke var noget jeg ville have lige nu, min kæreste var parat og havde været det i nogen år, men han pressede aldrig på, så det kunne komme til mig lige så stille og roligt så jeg kunne nå at følge med...I løbet af den sommer og efterår kom der flere og flere på min arbejdsplads med nyheden om at de var gravide, og snart gik snakken stort set kun på babytøj, maver og kvalme, hvad man må spise og ikke spise, jeg syntes halvdelen af dem var nogen hysteriske kvindemennesker, der skulle til at forstå at deres barn nok skulle overleve selvom de spiste en dåse tun, og vi andre bestemt ikke gad høre på det hele tiden..På det tidspunkt blev jeg også spurt hvad med dig? Så er det vel din tur næste gang, og jeg svarede overbevisende fordi jeg netop var på det punkt i mit liv, at det skulle jeg sgu ikke have foreløbig, om nogle år måske! Det viste sig så også at holde stik, for det skulle slet ikke blive så nemt for mig at opnå den lykke som de gravide på mit arbejde havde haft, dog havde to af dem mistet den første graviditet, men de blev hurtigt gravide igen..Men der gik faktisk slet ikke lang tid før min overhovedet ikke eksistererne lyst til at få børn skulle vende...Da vi flyttede ind i vores nye hjem var jeg ikke lige så god til at få hentet mine p-piller da vi jo var flyttet og ikke helt havde styr på læge og beliggenhed for apotektet i den nye by, men jeg havde før i tiden igennem alle de år jeg havde taget dem aldrig været særlig god til det her med at tage p-piller, hver eneste måned havde jeg et sted mellem 1 og 3 piller tilbage ca, og nogen gange tog jeg en måned uden dem hvis jeg glemte at få dem hentet, der skete jo aldrig noget aligevel, mine veninder var hysteriske med deres p-piller og tog dem på punkt og prikke og samme tidspunkt næsten hver aften...Men jeg har måske altid taget lidt for let på tingene så det lå bare ikke til mig at gøre det..Men derfor fik jeg altså ikke taget nogen p-piller fra vi flyttede i sommeren 05 og frem til vi besluttede at vi faktisk også gerne ville have en lille baby! Da jeg ikke præcist kan huske om jeg havde nogen piller tilbage fra tidligere læge, så regner vi ikke rigtig de her måneder med indtil vi beslutter os for at vi gerne vil være forældre nu. Omkring oktober 05 snakkede vi om det her med børn, og det ville vi egentlig gerne, så jeg begyndte altså ikke på noget prævention igen, det første halve år ca. tænkte vi ikke så meget på det og jeg holdte ikke øje med mine menstruationer. Vi havde altid hørt at man skulle jo i hvert fald regne med 6 måneders prøvetid, og langt de fleste abortere første gang, så det havde vi forberedt os på. Men da vi kom over i foråret i 06 begyndte jeg så småt og tænke over hvorfor der mon ikke var sket noget, og så startede jeg på at skrive mine menstruations datoer ned som en start på det, sådan noget gør en rigtig kvinde jo ik? Det begyndte jeg på i marts måned 06, og fandt hurtigt ud af at mine menstruationer vist ikke var helt regelmæssige, fra marts 06 til februar 07 hed mine cyklusser, 33,33,69,36,43,117 dage. Vi havde også indkøbt os et stort parti af æl-teste og graviditets teste, begge dele brugte jeg flitigt af. Jeg fik brugt mange æl-teste da jeg aldrig vidste hvornår min mens kom, om jeg mon havde ægløsning nu eller om 2 uger, så jeg prøvede at se om jeg ikke kunne fange den med mine teste, og graviditets testene blev også brugt tit, da min mens netop var uregelmæssig, så tænkte altid at jeg var gået over tid, da en normal cyklus jo burde være på en 28-30 dage, Men aldrig nogensinde fik jeg en postiv test af nogen art, det begyndte self også at forundre mig lidt, især mht til æl-testene...En veninde havde en del på hendes arbejde der havde meget svært ved at få børn og var i fertilitetsbehandling, og da vi snakkede om at der stadigvæk ikke var sket noget som helst overtalte hun os til at vi burde søge læge, hvorfor i alverden skulle vi vente yderligere på det,så det gjorde vi.

Praktisererne læge.
Fik en tid hos vores fælles praktiserene læge 6 Oktober 06. Men han syntes bestemt ikke mine menstruationer var uregelmæssige, for de kom jo! Det var først når de helt udeblev at man kunne sige de var uregelmæssige, vi kunne komme igen i det nye år hvis der ikke var sket noget..Så vi gik derfra lidt forundrede over hvorfor han ikke syntes de var uregelmæssige, og hvorfor han ikke undrede sig over at jeg aldrig var blevet gravid når jeg altid havde været så sjusket med mine p-piller, jeg havde taget p-piller i ca. 7 år og været i fast forhold i alle 7 år, og været sjusket med dem i alle 7 år...Så noget måtte der jo være galt! Jeg har altid selv haft det på fornemmelsen at jeg ville have svært ved at få børn, igennem mine teenage år har der bare været noget i mig der vidste at jeg ville ikke kunne få børn eller havde meget svært ved det, jeg tror måske også det er derfor jeg egentlig aldrig har haft den store lyst til at få børn, jeg tror jeg igennem årene har fået banket så meget ind i hovedet på mig selv, at det kan du ikke, så hvorfor glæde dig til det?...Men jeg tror at den ide eller følelse om jeg ikke kunne få børn også kun blev bestyrket i at jeg aldrig blev gravid selvom jeg ikke tog alle mine p-piller...Men vi måtte vente til det nye år som vores læge havde sagt...Men i december 06 kunne vi ikke se hvorfor i alverden vi skulle vente, så vi fik en ny tid hos lægen d. 14 december. Hans første kommentar var, sagde jeg ikke i skulle komme igen til næste år?..Men slog så hen i at forklare hvad der skulle ske, at jeg skulle undersøges og min kæreste skulle undersøges, jeg ved ikke om han prøvede at skræmme os til at vente yderligere, uanset hvad så hjalp det i hvert fald ikke, for vi var besluttet på at vi skulle have hjælp, det her var ikke noget vi selv kunne klare. Vi fik vores henvisning eller jeg gjorde til en gynækolog. Hun havde første tid til at undersøge mig d.14 januar 07, så der var en lille måned at vente, men nu var vi kommet videre. Min kæreste fik en henvisning til hospitalet for at få tid til en sperma prøve. Den fik vi så svar på 27 December 06, og den var kun på 8millioner, altså nedsat. Der skulle foretages en ny prøve om 3mdr for at få en mere præcist svar af hvor han lå henne af.

Hos Gynækologen, PCO.
Jeg kom op til gynækologen, og jeg var rædselslagen, havde så ondt i min mave og troede jeg skulle på toilettet hele tiden, jeg hader simpelthen at blive gynækologisk undersøgt så derfor var jeg ret nervøs, min kæreste prøvede at berolige mig lidt og spurte om han skulle gå med ind, men jeg ville helst have at han blev udenfor i venteværelset. Hvilket jeg fortrød senere hen for jeg fik en masse informationer af vide som jeg egentlig godt ville have haft han også havde fået af vide af lægen. Jeg havde op til denne her tid læst en hel masse på internettet omkring barnløshed, og jeg faldt hele tiden over fænomenet PCO...Så jeg fik læst mig frem til en hel masse, og kunne forligne mig med en del punkter, som jeg egentlig aldrig havde stillet de store spørgsmåls tegn ved...Hos gynækologen som for i øvrigt var en utrolig sød dame der fik beroliget mig fuldstændig så jeg slet ikke tænkte på hvad der foregik, hun startede med at udspørge mig om nogen ting, hvad jeg vejede og hvor høj jeg var, om jeg havde øget hårvækst hvor lange mine cyklusser var og sådan. Bagefter lavede hun en alm gynækologisk undersøgelse som man jo har prøvet før, selvom jeg ikke havde været den store genganger hos min læge til disse undersøgelser så var ikke særlig vant til det..Derefter scannede hun mig, det foregik med en vaginal scanner, og på en skærm kunne jeg se hvad der foregik og hun tegnede nogle streger med en pen på skærmen, og fortalte mig hvad hun foretog sig. Hun spurte mig om jeg kunne se alle de sorte huller på skærmen, og det måtte jeg jo sige ja til, det ville hun forklare mig bagefter hvad det var. Jeg hoppede så ned og fik noget tøj på og satte mig foran hende, hvor hun hev et hæfte frem hvor der stod PCO på med store bokstaver...Jeg nåede imellem jeg så hæftet og hun begyndte at snakke at tænke, ja..det vidste jeg jo godt..hvad så? Hun forklarede mig at de sorte huller på skærmen var det man kalder for pco, eller poly cystisk ovarie og eller syndrom, hun slog op på en side og viste mig en tegning af normal æggestok og en pco æggestok, hun tegnede en ring rundt om pco æggestokken og fortalte at mine æggestokke så sådan ud, de sorte huller på skærmen jeg havde set, var en masse ægblærer...Det ville betyde at jeg ville have svært ved at få børn, men at det bestemt ikke var umuligt, jeg skulle bare have lidt hjælp til det. Vi havde fundet frem til at jeg egentlig ikke havde de store gener af PCO`en, udover mine cyklusser var meget uregelmæssige, og hvis jeg holdte mig på min normale vægt inden for bmi så ville det nok være det eneste jeg ville få at døje med, udover vanskeligheden ved at få børn selvfølgelig. Så hun fortalte også kort om at jeg skulle passe på med at blive overvægtig og passe på med kylhydrater, jeg ville desuden være mere disponibel for sukkersyge hvis jeg blev overvægtig. Det symptom som jeg dog havde og stadig har, er at jeg har en topmave...En pisse irritererne topmave som jeg bare altid har haft, jeg har aldrig helt kunne forstå det, uanset hvor tynd jeg næsten var så var der bare noget fedt på min mave fra under navlen og ned der ikke ville forsvinde..Jeg er flere gange i mit liv blevet spurt om jeg er gravid, og folk bliver så flove når jeg så svarer nej...Men det stod pluselig klart for mig at det var pga min pco at jeg havde den topmave, og jeg fik lige pluselig et andet forhold til min krop, og min mave, den topmave var der jo en årsag til, og jeg prøvede ikke så meget at gemme den væk efterfølgene, for sådan var det. Ellers er jeg ret normal vægtig med en bmi på 21...Men nu jeg havde fået konstateret PCO på scanning så skulle jeg have taget nogle blodprøver til at bekræfte det, så jeg fik en seddel med mig og afsted på sygehuset med os for at få taget blodprøver på mig. Hun spurte også ind til min kæreste, om han havde fået taget en sperma prøve, hvortil jeg svarede at vi havde fået svar på at den var på 8 millioner, og hun gav mig nogen gode råd med om hvad vi kunne gøre for at få ham i bedre form på den front. Der var ikke meget han som sådan kunne ændre på, for han røg ikke, og drikker hverken kaffe eller alkohol. Det betød for ham at hans lange varme bade måtte droppes, og solarie måtte nedtrappes, han måtte ikke have det varmt i skridtet. Og så burde han spise lidt sundere måske...Motion hjælper også på mange ting.
Efter jeg har været hos lægen fortæller jeg de nærmeste veninder om at jeg har pco og det derfor ikke vil lykkes os at blive gravide. De er de enste der ved at vi prøver at blive gravide, vores familier ved ingenting om det. Igennem tiden kommer de selvfølgelig med gode råd til hvad de har hørt ude i byen eller læst sig til, og det er i en god mening alt sammen, men meget frustrererne til tider at høre på. Jeg har ikke brug for at høre at nogen kender en der også har pco, og hun er slet ikke bekymret for når hun en dag skal have børn, jamen det er da fint for hende tænker jeg, men nu står hun heller ikke i at skal have børn nu, så hun kan slet ikke sætte sig ind i hvilke tanker man gør sig og hvilken følelse og afmagt man har, over sin egen krop når noget ikke vil lykkes..Og desuden så føler jeg i den sætning at du nedgør det besvær vi har med at blive gravide til at vi bare er hykleriske...Ja man tænker nogen tanker af og til, som ikke har nogen gavn at nævne højt, bare sige ja og nikke...Hvis man ikke vil risikere nogen venskaber i denne her process.

HSU undersøgelsen.
Mit andet besøg hos gynækologen var næsten en måned efter, nemlig d. 14 februar 07. Jeg skulle have foretaget en HSU, altså en vandskanning for at se om jeg havde passage i mine æggeledere. Jeg var en smugle nervøs for den da jeg havde hørt det skulle gøre ondt og jeg havde fået besked på at tage en panodil eller to inden. Desuden kunne jeg begyndte at bløde lidt bagefter, det var ret normalt. Jeg havde taget min kusine med mig derop i tilfælde at det skulle gøre ondt, dog ventede hun på mig ude i venteværelset, men bare det at der var nogen jeg kunne støtte mig op af når jeg kom ud er simpelthen guld værd. Selve undersøgelsen var slet ikke så slem, gynækologen fortalte mig at jeg skulle trykke hårdt ned på maven, lige ved skambenet, og det hjalp utrolig meget på smerten, der egentlig var som en forstærket menstruations smerte. Jeg havde fin passage i begge æggeledere så alt var helt som det skulle være. Og jeg fik en ny tid d. 28 februar. Jeg oplevede ingen smerter bagefter og tog på cafe og hyggede med min kusine. Dagen efter pletblødte jeg en smugle og to dage efter kom min menstruation for fuld styrke, på det tidspunkt havde jeg ikke haft min menstruation siden 23 Oktober 06, så det var godt på tide den kom. Jeg spurte gynækologen ved næste samtale om undersøgelsen havde haft en indflydelse på at jeg havde fået min menstruation, hvilket hun bekræftede at det kunne den godt have når hun havde været oppe og rode.


Opstart på hormoner første gang, første fase.
D. 28 Februar havde jeg en ny tid hos gynækologen, og jeg blev skannet igen, og derefter besluttet at jeg skulle starte op på hormoner. Jeg fik en recept på nogen piller der hedder Pergotime og på nogen der hedder Perlutex, de sidst nævnte var for at fremkalde en menstruation når den nu var noget uregelmæssig.
Men denne her gang startede jeg op på Pergotime d. 1 Marts 07, normalt skal man starte op på 3 menstruations dag, men ud fra min scanning mente lægen at jeg godt kunne starte på dem nu. Jeg skulle tage 2 tabletter i 5 dage. Jeg havde ingen bivirkninger af dem, selvom hvad man kunne få af bivirkninger ud fra indlægsseddlen næsten havde skræmt mig fra at turde prøve dem. 13 dage efter opstart var jeg til scanning hos gynækologen igen, og jeg havde reageret flot på dem, jeg havde fået et æg og havde dannet en slimhinde på ca. 8mm. hvilket var ret godt, hun sagde at jeg havde haft æl inden for de sidste 24 timer så jeg skulle bare gå hjem og hygge med min mand. Ja min kæreste er i mellem tiden blevet til min mand. Vi havde faktisk lige haft sex dagen før jeg blev scannet, og vi prøvede igen samme dag som jeg kom hjem med et kæmpe smil på fra min gynækolog. Vi var næsten sikre på at det ville lykkes denne her gang, hvad kunne gå galt da?...Men d. 22 marts fik jeg min menstruation, og stod med en masse negative tests igen...
D. 19 Marts aflevere min mand en ny sperma prøve, og denne fik vi svar på d. 28 Marts 07, han var stedet til 20 millioner, det var ret godt, og nu lå han under hvad man kalder for normal sædkvalitet, men de syntes dog på sygehuset at der var meget stor forskel, så de ville have en ny test foretaget..

Opstart på hormoner anden gang, anden fase.
Jeg havde ikke helt kunne følge med sidste gang i at jeg skulle starte på pergotime når jeg fik min menstruationm så derfor fik vi sprunget en cyklus over med behandling. Men d. 13 april 07 startede jeg på Perlutex pillerne for at fremkalde en blødning, og på 3 dagen af denne opstart af pergotime igen...Havde heller ikke nogen bivirkninger denne gang,heller ikke på perlutex pillerne. Jeg har dog senere hen tænkt på jeg havde en visdomstand der gav smerter så jeg tog en del panodiler i løbet af ugen, så måske derfor jeg ikke oplevde noget,for hovedpine skulle være en af de hyppieste bivirkninger. Vi ville gerne insemineres i denne her cyklus, men kort forinden finder min gynækolog ud af at vi jo ikke har fået taget blodprøver for HIV, Hepatitis b og c og jeg for Rubella, altså røde hunde. Så i al hast må vi op til lægen d. 27 april og have taget blodprøver, min mand blev helt dårlig ved tanken, og jeg kom til først mens han sad og kiggede den anden vej, da det blev hans tur måtte han ned og ligge på briksen under streng beordning fra sygeplejesken da hun var bange for at han ville besvimme, men han overlevede uden den store dramatik.
D. 7 maj tog vi om morgen op til gynækologen med en sædprøve fra min mand til oprensning til inseminering senere den dag. Om formiddagen skulle vi op til lægen for at få svar på vores blodprøver, de skulle fortælles personligt til os da vi havde fået taget HIV blodprøver, vi var ikke nervøse for nogen af prøverne, og der stod også i min børnebog at jeg havde haft røde hunde som barn, så ingen problemer der! Alle prøver var fine, men jeg var altså ikke immun over for røde hunde, de mente ikke at jeg kunne have haft det som barn, i så fald havde det været så svagt et anfald at jeg ikke var blevet immun. Man anbefaldede at jeg fik en vaccination imod det. Fint nok, jamen så tager vi lige den med det samme inden vi skulle videre til gynækolog og have vores første insemination, men lægen hev den store lægebog frem og fortalte at man ikke måtte blive gravid op til 3 måneder efter vaccinen...Der røg den første ”sten” i hovedet på os, jeg kiggede på min mand og kunne se skuffelsen i hans øjne, han blev rigtig ked af det. Lægen fortalte os risikoen ved at blive gravid og få røde hunde under en graviditet, det betød at hvis det skete at jeg fik sygdommen under en graviditet så ville man stærkt anbefalde en abort, bare tanken om at skulle få en abort på et længe ønsket barn var meget svær at tænke på. Men der havde kun været et tilfælde i noget med 10år, så det var en lille chance at tage. Den var meget svær at sluge, meget værre end da jeg fik konstateret pco syns jeg...Skulle vi så blive insemineret nu, tænk hvis vi blev gravide, tænk hvis jeg blev smittet og tænk hvis jeg skulle have en abort, skulle vi bevist sætte vores udødte barns liv på spil og måske skulle slå det ihjel fordi vi ikke kunne vente 3 måneder...Vi aftalte med vores læge at vi diskuterede sagen med vores gynækolog som vi havde en tid hos senere på dagen til første iui (insemination). Senere samme dag sad vi hos gynækologen, hun fortalte os samme odds som vores læge havde sagt, men at chancen selvfølgelig var meget lille for en smitte. Det var et valg vi kun selv kunne træffe. Vi besluttede os for at vi ville gennemføre denne iui, og lykkes det ikke ville jeg få den vaccinne. Op på briksen med mig og blive scannet. Men mit ene æg der kunne blive til noget var alt for lille endnu, og desuden var min mands prøve kun på 4 millioner så det var næsten alt for lidt at blive iui`et med. Hun snakkede faktisk om at henvise os til Rigshospitalet allerede her. 3 dage efter var jeg oppe til en ny scanning, og alt efter hvordan den så ud skulle min mand herefter aflevere en ny prøve til gynækologen. Jeg havde ikke haft ægløsning endnu, men skulle lige aflevere en urin prøve for at være sikker. Jeg kunne bare overhovedet ikke tisse, jeg blev sat ude i venteværelset og måtte bare sidde der til jeg kunne, jeg drak det ene glas vand efter det andet uden en reaktion, kom i tanke om at the var vanddrivene, og drak hurtigt to glas the, og et glas vand mere, jeg sad der i godt en time før der skete noget..Min urin prøvede bekræftede at jeg ikke havde haft æl endnu. Dagen efter tog jeg selv en en æl, negativ. Dagen efter igen blev æl testen positiv eller så godt som og dagen efter var den negativ igen. Ergo måtte jeg have haft æl d. 12 maj 07.

Første IUI, stadigvæk i anden hormon behandling.
4 dage efter min sidste scanning, altså d. 14 maj 07, kom jeg igen til en scanning. Min mand havde om morgen været inde og aflevere en sædprøve. Scanningen viste at jeg havde haft ægløsning,hvilket jeg kunne bekræfte lægen i at jeg var sikker på jeg havde for to dage siden, hvilket hun bare smilede til, jeg lå på briksen og tænkte, den var vist ikke så god..Især fordi hun ikke havde noget at sige til det. Jeg skulle insemineres for første gang, og min mands sædprøve var på 12 millioner, så det var jo rigtig godt. Hun satte instrumenterne op som skulle holde mig åben, hvilket godt kunne være noget ubehageligt, så hentede hun selve sæden der var oprenset, og jeg lå der i hendes rum med benene smækket op på stængerne piv nøgen for neden og med et metal instrument oppe i mig, det var mindre behageligt, tænk hvis en forkert kom ind af døren, hun kom tilbage kortere tid efter end jeg følte det med en lille sprøjte, der var noget lyserødt noget i den, og hun forklarede at det var sæden og det lyserøde var det den var oprenset i...Selve insemineringen var ok, det gjorde ikke ondt og jeg fangede mig selv i at tænke gad vide om hun er igang med noget..Hun var egentlig også her dygtig til at forklare hvad hun gjorde, og da hun havde sprøjtet halvdelen op holdte hun en lille pause, og sprøjtede så resten op bagefter. Da hun var færdig, skulle jeg lige ligge lidt før jeg fik taget instrumentet ud, i mellemtiden sprøjtede hun sprit ned i sprøjten og viste mig det for derefter at smide den ud, det var for at slå de sidste ihjel sagde hun...Kunne ikke lade være med at samligne det med hos en piercer hvor de smider nålen ud efter de har bøjet den så man er sikker på andre ikke får den brugt på sig....Derefter fjernede hun instrumnetet og så skulle jeg stadigvæk ligge lidt før jeg fik lov til at rejse mig. Da jeg havde fået rejst mig og fået tøjet på, var det kun en hurtig snak bagefter, hun fortalte mig at jeg godt kunne få lidt ondt i maven,det kunne jeg allerede så småt mærke der, for skulle støtte med hænderne på armlænene af stolen for at sætte mig forsigtigt ned, men skulle jeg tage smertestillene måtte jeg kun tage panodil for ipren og sådan modvirkede en evt graviditet så det skulle jeg lade være med at tage. Og ellers skulle jeg teste om 14 dage hvis jeg ikke havde fået min menstruation. Mine smerter startede som skrevet lidt oppe hos gynækologen, men blev bare værre og værre på turen hjem derfra...Jeg tog elevatoren ned fra lægen og gik forsigtigt ud til bilen og fik sat mig ind hvor jeg ringede til min mand, jeg havde svært ved at holde tårerne tilbage da det gjorde mere og mere ondt i min mave. Jeg fik afsluttet samtalen hurtigt og sad lidt bagefter og smågræd fordi det gjorde så ondt...Jeg blev nødt til at tage mig sammen og køre hjem inden det blev værre..Jeg tænkte på vejen hjem at jeg blev nødt til at have noget smertestillene, men kunne slet ikke overskue tanken om at skulle stoppe ind et sted og købe det, jeg ville bare hjem. Min sele pressede på min mave, og jeg overvejde kraftigt at tage den af, men sad i stedet for og holdte ud i den, jeg var noget omtåget, og ved at jeg kørte en smugle uansvarligt, jeg kørte blandt andet ind foran en bil ved et venstre sving som jeg burde have holdt tilbage for, men det gik. Jeg fik stillet bilen derhjemme, heldigvis foran døren og kom langsomt op af trapperne til vores lejlighed, det første jeg gjorde var at liggemed hovedet i wc`et, havde en ustyrlig kvalme af mine smerter i maven at jeg var sikker på at jeg skulle kaste op, følte også at jeg var ved at besvimme hvis jeg ikke bare blev hvor jeg var nu på det kolde badeværelses gulv. Jeg prøvede at ligge mig på gulvet derude, og tænkte at jeg blev nødt til at sove det væk, men jeg blev alt for kold og lagede mig ind i sengen, jeg kunne bare ikke falde til ro, og min kvalme var der stadigvæk, så jeg fik hentet en spand i køkkenet og så at vi havde nogen panodil zapp tilbage, hvilket jeg tog, ved ikke hvor mange jeg tog af dem..men nok til at jeg kunne sove i hvert fald..Imens jeg lå der, tænkte jeg på at hvis det her forsøg ikke lykkedes, ville jeg ikke mere, jeg ville ikke gennemgå sådan et smertehelvede igen, jeg havde aldrig i mit liv og har stadigvæk ikke oplevet så store mavesmerter før, og det ønsker jeg bestemt ikke igen...Jeg faldte langt om længe i søvn og da jeg vågnede nogen timer senere, var jeg kun en smugle øm i maven. Jeg var stadigvæk lidt omtumlet i hovedet, men jeg prøvede at gå lidt rundt derhjemme, og da jeg godt kunne det kørte jeg ud og hentede min mand på hans arbejde da han fik fri...Endnu en gang burde jeg ikke have kørt bil, fik lavet en masse fejl og der var en del der dyttede, så jeg kørte bestemt ikke hjem igen..
28 Maj 07 fik jeg min menstruation....Gad ikke engang teste for graviditet.

Min vaccination og 3 måneders ventetid, 3 fase.
Eftersom at jeg har fået min menstruation, havde vi besluttet at hvis det iui ikke lykkedes så skulle jeg have vaccinen for røde hunde. Jeg fik bestilt en tid til d. 8 Juni 07. Jeg kom op til min egen praktisererne læge og vi tog for en sikkerheds skyld en graviditetsprøve inden vaccinen, den var selvfølgelig negativ. Jeg nåede lige at tænke tanken at det ville være rigtig skønt at få svaret på at den var positiv her hos lægen hvor jeg mindst ventede den kunne være der..Men det var den altså ikke, og jeg fik vaccinen i skulderbladet. 3 måneders ventetid forude hvor vi ikke må blive gravide, det er lige pluselig en helt andet verden, nu har vi prøvet så længe at blive det, og nu må vi ikke...Vi skal passe på og må få alt i verden ikke blive det...Så vi må hellere bruge noget prævention. Min mand får købt nogen kondomer, det prøver vi af en gang, og det er bare ikke noget hit, vi kan begge to mærke det alt for meget, så vi tager det af. Vi bruger efterfølgene meget metoden med at trække sig ud, ved godt andre er blevet gravide på den metode men hvorfor skulle vi blive det når der ikke er sket noget før. Jeg tænker dog at jeg nok hellere må få noget i de her 3 måneder, men min mand vil ikke have under nogen omstændigheder at jeg begynder på p-piller igen, så jeg tænker at et p-plaster må være en god løsning, så skal jeg heller ikke tænke på at skulle huske præventionen...Jeg ringer til min læge, der så er på ferie, jeg får derved fat på en afløsers sekretær, som nægter at give mig noget prævention selvom jeg forklarer hende hele situationen. I så fald skal jeg først undersøges, og jeg kunne først få en tid næsten 10 dage efter. Jeg spørger hvad i alverden jeg skal undersøges for når jeg har rendt til gynækolog i tide og utide hele året, men hun svarer bare at hun ikke vil give mig noget da hun ikke ved hvad jeg kan tåle, fortæller hende at jeg jo har taget p-piller før i tiden i 7 år så det ved jeg da at jeg kan tåle, men det kan hun ikke se, hun kan ikke se jeg nogensinde har fået p-piller i deres system, hvilket så også får bekræftet min hukommelse i at jeg faktisk ikke har hentet nogen p-piller siden vi flyttede sommeren 2005...Jeg må vente på jeg kan komme til lægen, hvilket jeg på forhånd ved jeg ikke vil have til at lave nogen som helst gynækologiske undersøgelser på mig. Så skulle han da kun lige tjekke for blodtrykket. Men jeg ender med at aflyse tiden da jeg ikke kan få det passet ind med arbejdet. Og vi ender med at gå alle 3 måneder uden prævention af nogen art. Men der skete ingenting ved det. Jeg måtte dog lige en tur til gynækologen d. 18 juli 07, min læge var igen på ferie, og jeg mistænkte at jeg havde fået blærebetændelse, jeg blødte når jeg tissede og det gjorde småondt, så op og aflevere en urin prøve,og jeg havde mange bakterier og blod i urinen, så skal på pencilin i nogen dage. Jeg fik samtidig presset en recept ud af gynækologen på Metformin, det har jeg hørt man kunne tabe sig lidt på, da det har en positiv virking på sukkerbalancen så man ikke har så meget trang til søde ting og så nedsætter det en evt. abort risiko, som skulle være forhøjet når man har pco.
21 Juli 2007 sendte vi papirerne til rigshospitalet som min gynækolog har sendt til os på et eller andet tidspunkt. Vi havde diskuteret noget frem og tilbage om vi skulle tage flere forsøg hos gynækologen, jeg var jo tryg ved hende, men omvendt var det bare ikke i orden at blive iui 2 dage efter ægløsning, tænk hvis det skete igen, så ville vi bare spilde en masse måneder og forsøg hos hende, vi har trods alt officielt kun 3 forsøg af hver metode der er. Inden vi sendte papirerne ringede jeg til riget og spurte til deres ventetid, fik af vide at der var 4-6 ugers ventetid på første samtale og derefter var der ingen ventetid, fint nok tænkte jeg, vi har næsten 1 ½ måned tilbage af vores egen karantæne så det passer fint med at vi kan komme igang i første cyklus efter ”pausen”. Men vi hører bare ikke noget efter små 2 uger, så ringer vi derind og spørger om de har modtaget papirerne, det har de heldigvis, de ligger hos en læge og venter. Tænkte lige på at tænk hvis de ikke har fået dem, så går vi bare her og spilder tiden på at vente på ingenting...Så det ville nu havde været rart med et eller andet standard svar på de var modtaget. Men vi får første brev fra dem d. 27 august 07, min mand skal have foretaget en diagnostisk sædundersøgelse, hvilket lyder noget drastisk tænker vi. Men vi ringer ind for at bestille end tid, og får bekræftet at det bare er en undersøgelse som han har fået et par gange før, de vil sende et glas til os og vi får en tid til 6 september 07. Den dato får han afleveret prøven til dem kl. 08 om morgen, og allerede dagen efter d. 7 september 07 ligger der et brev om at vi er indkaldt til samtale d. 17 Oktober. Desværre kan vi ikke denne dag og får rykket datoen til 25 Oktober 07...

4 Fase.
Vi er nu nået til d. 6 september 07 og eftersom at vi ikke kommer i nogen behandling i denne her cyklus, og jeg har fået min menstruation så starter jeg selv op på pergotime på 3 dagen. 2 tabletter i 5 dage som da jeg gik hos gynækologen. Vi planlægger i denne her cyklus at have sex ca. hver anden dag for at optimere vores chancer og derudover får jeg d. 12 september 07 en halv times zoneterapi og en halv times akupunktur, det skal hjælpe min hormon balance og hun arbejder også lidt med min fordøjelse, da vi forinden har haft en snak omkring mig hvor hun spørger ind til nogen forskellige ting,og vi kommer ind på at jeg heller ikke har så sund en mave, jeg kan godt lide søde sager men spiser ellers i al almindelighed sundt, jeg skal dog tænke mere over hvad jeg spiser. Men efter sådan en time er jeg helt afslappet og tom for alle de tanker og bekymringer jeg går rundt med dagen lang...Dejligt! Jeg får en ny tid til onsdag d. 19 september, det er efter mine beregninger dagen efter jeg burde have en ægløsning, jeg har taget det op imod de to andre gange jeg har været på pergotime pillerne, der har jeg haft æl på 13 dagen efter brug af dem. Jeg havde i starten af denne her cyklus en gennemgribene god fornemmelse af at det vil lykkes os i denne her cyklus, men jo tættere vi når på en evt. æl dag falder min selvtillid langsomt til at det vil lykkes denne her gang...Det værste næsten ved det her er, at jeg ikke ved hvad min krop foretager sig, hvad sker der inden i mig, det er noget jeg ikke kan se og noget jeg ikke kan styre, det er ude af mine hænder, og jeg bevæger mig lidt i blinde med at prøve diverse piller som pergotime og metformin, og også med akupunkturen, gad vide om det hjælper eller om det er spild af penge, for jeg kan ikke bare stille mig foran et spejl og se hvad der foregår, jeg ved ikke om jeg har reageret godt på pergotime pillerne denne her gang, jeg kan mærke min mave arbejder nogen gange, men jeg ved ikke hvorfor, er det mon godt eller dårligt...